|
M.Hylling -
Lykken er.........eller meningen med livet !
Om hun var køn, er egentlig ikke til at sige. Pelsen var brun og
strid, manen samme farve ,kraftig og let filtret. Pandelokken
dækkede næseryggen og begge øjne, og hvis man kiggede nedenunder
fandt man en lille stjerne. Hvis man altså fik lov. Hun var muskuløs
og adræt.Hun var stærk og sej.Man kunne se det. Under pandelokken
hvor øjnene var gemt.Store og sorte. Hun havde prøvet lidt af hver,
og hun var bare blevet stærkere med årene. Hun vidste hvad hun var
værd og hvad hun kunne. Hun var på vagt og kendte farerne, hun var
lynhurtig og bevægede sig med lethed i bjerge, gennem floder, gennem
lava-sletter og andet ufremkommeligt terræn.Trådte aldrig forkert,
altid sikker. Altid forrest i flokken.Hun var født i sit rette
element. Hun "spurgte" ikke om noget, hun havde sin egen mening. Og
det var godt. For hun vidste hvad det handlede om. Hun var født i
landet, vokset op i flokken og havde tilegnet sig disse færdigheder
fra de andre heste. Som lille havde hun vandret med sin mor op og
ned af bjergsiderne,gennem kløfter, gennem de isende kolde floder og
gennem de varme støvede lava-ørkner om sommeren.
Hun vidste hvad det handlede om.
Jeg var heldig at møde hende en regnfuld sommer. Hun stod der, midt
i flokken og åd hø. Vinden var våd og kold og alle hestene var våde
og trætte efter dagens ridt. Hun var ikke en der lyste op som en
"skønhed". Men man så hende alligevel. Hun stod der, årvågen og
rolig. De andre heste et par meter fra hende. De vidste godt at hun
nok skulle få sin andel af høet. De skuttede sig i vinden og stod
tæt, holdt øje med hende. Hvad ville hun nu? Ville hun bare spise
videre eller var hun utilfreds med at de stod der ? Hun lod dem stå.
Hun vidste hvad det handlede om.
Når man red hende, viste hun hvad hun stod for. Landet hun var født
og opvokset i, fik hun præsenteret for dig. Bjergene indhyllet i
skyer og tung regn, på én gang smukke, så man tabte vejret og på én
gang barske, så man blev rystet i sin grundvold. Floderne med
fossende iskoldt vand, som gemte på et flodleje af rullende sten,
der gjorde hvert eneste skridt risikofyldt. Spændende og
foruroligende, når man mærkede det iskolde vand op ad benene.
Mærkede hvordan hun præcist og med stor erfaring vidste hvor hun
kunne træde sikkert. Kæmpe bjerge af løst lava-sand, som skred når
hun gik i det. Hendes ben sank i til knæene og sandet var tungt.
Sandet der skred, faldt ned i dybet i en brusende flod. Men hun var
stærk, modig og sikker.
Hun tvivlede aldrig, kendte altid løsningen, uanset terænnets
prøvelser.
Hun vidste hvad det handlede om.
Og så en dag, viste hun mig en del af sig selv. Hun inviterede mig
ind i sjælen. Hun ramte mig dybt, gjorde mig total hudløs. Jeg
glemmer det aldrig. Jeg red hende, som så mange andre gange. Forrest
i flokken. Hun vidste hvor de andre skulle være. Hun var villig og
hurtig. Lyttede hele tiden til, hvad jeg ville have hende til.
Smidig, stærk og som altid taktfast og stolt. Ren fornøjelse. Højt
til himlen og den skønneste tætte luft blandet med støvet og lugten
af de varme svedige heste. Hun var varm og glad, vi var på vej hjem.
Hun kendte vejen, havde været der så mange gange før. Jeg sugede det
hele til mig som et sultent barn.
Hun havde et par gange, vist mig sin utålmodighed, ville gerne at
det gik hjemad. Behøvede vi at vente på de andre ? Jeg lod mig
overtale.
For hun vidste hvad det handlede om.
Så bar hun mig, først roligt og taktfast, men ivrig i sin tølt, for
ligesom at mærke om jeg var med. Det var jeg. Hun lagde en distance
til flokken i en frisk tølt. Fuldstændig rolig, men med hver eneste
muskel spændt. Klar til at gribe mig om hjertet. Da hun var i pæn
afstand fra flokken som bevægede sig langsomt hjemad, gjorde hun
det.
Hun lagde sig ud i en berusende fri tølt. Hendes muskler arbejdede
taktfast og smidigt, med voldsom kraft. Hun havde løftet hovedet og
hendes sorte øjne gnistrede. Næseborene var blodrøde og udspilede og
hun sugede enorme mængder af den friske sommervind ned i
lungerne.Halsen blev hurtigt våd og svedig. Hendes hjerte hamrede.
Kroppen var et bundt af arbejdende muskler. Benene hamrede i jorden
så gruset fløj os om ørerne. Hvert skridt flyttede os rasende
hurtigt gennem landskabet. Vinden susede for ørerne, mine øjne løb i
vand, så bjergtinderne blev til udflydende penselstrøg. Jeg var
lykkelig. Hun tog mig om hjertet. Hvilken fantastisk oplevelse.
Hvilken fantastisk hest.
Hun vidste hvad det handlede om.
Fremme ved hytten stoppede vi. Hun pustede og var varm. Igen rolig
og selvsikker. Hun havde givet mig det vigtigeste.
Nu ved jeg hvad det handler om.
I dyb respekt. Tak til Mùska. |
